Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Princip for klasseture

Princip for klasseture

 

Klasseture er et supplerende begreb til ekskursioner, lejrskoler og skolerejser.

Klasseture er en sammenblanding af ture arrangeret af skolen som ansvarlig, og ture arrangeret af forældre som ansvarlige. Der sker en ansvarsoverdragelse fra lærer til forældre - og omvendt - på turen.

Klasseture kan både være arrangeret som længerevarende endagstur(e) og som flerdagsture.

Klasseture arrangeres af forældre og lærere i samarbejde med hovedopgaven hos forældrene.

Forældre overtager ansvaret for eleverne og udførslen af turen, når læreren/lærerne forlader klasseturen og indtil læreren er tilbage igen.

Rammerne for klasseture, arrangeret i samarbejde med forældre, er skitseret herunder.

 

Skolens ansvar

  • Klassens primære personale kan deltage i daglig arbejdstid (8-17) og i en afstand på op til 60 minutters kørsel fra skolen. En lærer pr. klasse.
  • Omfanget vil som udgangspunkt ikke være på mere end en klassetur pr. klasse pr. skoleår.
  • Ture på mere end tre dage eller med mere end to overnatninger opfordres til at være fælles for hele årgangen. De enkelte klassers tur kan være forskudt, men indenfor samme skoleår.
  • Skolen/lærer indhenter tilladelse fra forældre forud for deltagelse i potentielt farlige aktiviteter (sejlads, svømning i åbent hav, klatring etc.)
  • Skolen/lærer indhenter tilladelse hos forældrene forud for privat indkvartering (enkeltvis indkvartering af elever i private hjem).
  • Indbetaling af evt. kostpenge administreres af skolen/klasselærerne og kommunikeres ud i god tid til forældre (minimum 2 uger før turen starter).
  • Efterfølgende ansvar for kostpenge overdrages som hovedregel til deltagende forældre.
  • (Indkøb før og under turen m.m.)
  • Der fastsættes regler for hvilke hændelser under turen, der medfører at skolen/læreren skal informeres og hvorledes. Her tænkes på hændelser, der sker i tidsrummet med forældreansvar. Aftales mellem forældre og lærer forud for klasseturen.
  • Den del af klasseturen, der indbefatter deltagelse af lærere på skoledage anses som undervisning. Derfor er det muligt at omlægge/forkorte specifikke aftalte skoledage efterfølgende med det antal timer, der ligger ud over planlagt undervisning.
  • Ledelsen skal godkende omlægning af undervisning, før det kan finde sted.
  • Ledelsens godkendelse skal være på plads minimum en uge før turen starter, ellers kan omlægning af undervisning som udgangspunkt ikke finde sted. Omlægning af undervisning må ikke resultere i udgifter for skolen, som f.eks. ekstra behov for SFO eller udgifter til vikar.
  • Klasseture kan have en længde på op til 5 skoledage indenfor samme uge, og lærerne er beslutningstagere på placeringen (datoer). Lærerne er ansvarlige for, at klasseturens placering er optimal i forhold til skolens samlede aktiviteter, og klassens deltagelse i fælles aktiviteter på skolen.
  • Klasseture placeret på elevfri dage anses ikke som værende undervisning, og lærere kan ikke deltage. (F.eks. efterårsferie, juleferie, påskeferie m.m.)

 

Forældrenes ansvar

  • Det tilstræbes, at forældre forestår planlægning og udførelse af den praktiske del af skoleture herunder transport, kost, og overnatning.
  • Forældre er ansvarlige for forsikring for sine børn. Skolen forsikrer ikke dit barn. Kommer dine børn til skade på legepladsen eller under en fodboldkamp i skolen, er de ikke dækket af kommunens forsikring. Kommunerne havde tidligere en forsikring for børnene i skoler. Men siden 2012 har det ikke været tilladt for dem at forsikre børnene. Derfor har du som forældre selv ansvaret for at forsikre dine børn.
  • Niveauet for elevernes lommepenge på klasseture fastsættes af Forældrerådet og kan behandles på et forældremøde.
  • Alle klasser kan oprette klassekasser, hvortil forældre og elever evt. i samarbejde med skolen kan indsamle midler til formål, der går ud over, hvad der finansieres af skolens budget.
  • Det tilstræbes, at der deltager voksne af hvert køn.
  • Forældrerådet tilsikrer, at opsyn foretages på en etisk forsvarlig måde.
  • Ved forældreopsyn i længere tid skal der være mindst to voksne til stede.
  • Hvis det planlægges, at forældre forestår opsyn, oplyses navnene og deres rolle og opgave forud for turen til hele forældregruppen for klassen.
  • Det sikres, at skolen under turen har mulighed for at kontakte de forældre, der har opsyn. Kontaktoplysninger skal gives til skolens kontor og lærerne.
  • Forældrene med opsyn skal have mulighed for at kontakte skolen under hele turen, undtagen på elevfri dage. Første kontakt er altid til klassens lærer.

 

 Regelgrundlag

 

Uddrag af Folkeskoleloven [1]

§ 16 c. Dele af undervisningen kan organiseres og tilrettelægges som ekskursioner uden overnatning eller som lejrskoler med overnatning.

Stk. 2. Skolerejser med overnatning kan anvendes som et alternativ til den almindelige undervisning.

§ 40

Stk. 5.... Kommunalbestyrelsen kan til skolebestyrelsen delegere beføjelsen til at kræve, at den enkelte elevs forældre sørger for elevens forplejning under ekskursioner, jf. § 50, stk. 7, 1. pkt., og at forældrene skal betale for elevernes forplejning under lejrskoler og skolerejser, jf. § 50, stk. 7, 2. pkt., samt til at træffe beslutning om dækning af øvrige udgifter til ekskursioner, lejrskoler og skolerejser, jf. § 50, stk. 8, 2. pkt.

§ 44

Stk. 2. Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder om 7) fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik m.v. og § 50 Stk. 5. Kommunen dækker alle udgifter, hvis afholdelse er en forudsætning for gennemførelsen af ekskursioner og lejrskoler efter § 16 c, stk. 1, jf. dog stk. 7.

Stk. 6. Kommunen afholder alle udgifter til lærernes deltagelse i skolerejser efter § 16 c, stk. 2.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan kræve, at den enkelte elevs forældre sørger for elevens forplejning under ekskursioner. Kommunalbestyrelsen kan kræve betaling af forældrene til dækning af udgifterne til elevernes forplejning under lejrskoler og skolerejser. Betalingen fastsættes under hensyn til et anslået normalt sparet hjemmeforbrug.

Stk. 8. Klassens elever og forældre kan, eventuelt i samarbejde med skolen, ved fælles indsamling eller på anden måde i fællesskab tilvejebringe midler til dækning af udgifter, der ikke dækkes af kommunen efter stk. 5-7. Kommunen kan dække øvrige udgifter.

Stk. 9. Den enkelte elevs ret til deltagelse i arrangementer efter § 16 c, kan ikke betinges af erlæggelse af et beløb eller en anden ydelse.

 

Referencer

 

[1] ”Folkeskoleloven” LBK nr. 989 af 23/08/2017

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=192527

 

Vejledning om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser mv. i folkeskolen.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=23242

 

Bekendtgørelse om fribefordring af skoleelever m.fl.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=23539

 

DSB Skolerejser

https://www.dsb.dk/find-produkter-og-services/dsb-skolerejser/

 

 

Godkendt i skolebestyrelsen, forår 2018