Hensigten med nedenstående principper er at skabe tryghed og positive forventninger hos eleverne, når de overflyttes fra Artiums og Dalgasskolens 6. årgang til Artiums 7. årgang. Vi har et ønske om, at eleverne ser frem til at være en del af en fælles udskoling, hvor de trives og lærer mest muligt.
Principper for overflytningen fra 6. til 7. årgang:
Forældrene informeres hvert år om principper, procedurer og tidsplan.
I løbet af 6. klasse lærer eleverne hinanden at kende og får kendskab til kulturerne på de to skoler – hvad kommer de fra?
Der bliver skabt fællesskabsfølelse blandt eleverne.
Der bliver skabt mulighed for meningsfulde forældrefællesskaber.
Elever med særlige behov oplever, at der bliver taget hånd om deres trivsel og læring fra første dag i udskolingen.
Principper for klassedannelser:
Det overordnede sigte for klassedannelsen er at skabe klasser, hvor eleverne er gode til at lære sammen, og hvor de kan styrke hinanden fagligt og socialt. Derfor prioriteres nedenstående punkter:
Sammensætningen af klasserne sker på baggrund af afgivende læreres og pædagogers kendskab til eleverne.
Eleverne skal ikke hverken vælge eller fravælge, hvem de vil i klasse med. Udgangspunktet er klasser, hvor elever trives og lærer mest muligt.
En eller flere af klasserne kan tones – både i elevsammensætning og i didaktisk tilgang.
Der er elever fra begge skoler i hver klasse.
Procedurer for klassedannelse:
Opgaver for ledelsen på begge skoler:
Inden jul inviterer ledelsen på Dalgasskolen ledelsen på Artium til at deltage i statusmøder for de elever, de har, som er tilknyttet interne specialiserede undervisningstilbud.
De nye klasselister sendes elektronisk til hjemmene den dag, hvor eleverne får besked om, hvilken klasse de skal gå i. Planerne sendes kl. 08.30.
Klasser/hold i specialregi kan få besked flere dage i forvejen.
Der aftales fælles testkultur på begge to skoler. Dette datagrundlag bruges i forbindelse med klassedannelserne og overleveringen.
Opgaver for ledelsen på Artium:
Ved skoleårets afslutning indkalder ledelsen kommende 6. årgangs lærere på de to skoler til et fælles planlægningsmøde. Her aftales en tidsplan for møderække med årgangens klasselærere, for specialklassekoordinatorernes møder samt for forældremøder.
Skoleledelsen orienterer om principper og procedurer vedrørende klassedannelser på det første forældremøde i 6. klasserne på skolerne.
Skoleledelsen er ansvarlig for, at der arbejdes efter principperne, skrives referater samt findes tovholder til arrangementet den sidste tirsdag i skoleåret.
Opgaver for klasselærere og kontaktlærere på 6. årgang:
Klasselærerne inviterer ledelsen fra Artium til det første forældremøde i 6. klasse.
Lærerne arrangerer mindst 2-4 årgangsbesøg på de respektive skoler i løbet af skoleåret. Ved mere end to besøg, kan besøgene foregå virtuelt.
Lærerne mødes på de fastsatte datoer og udarbejder forslag til de nye 7. klasser ud fra principperne om klassedannelser. Planerne skal ligge klar 1. maj.
Lærerne forbereder og deltager i et overleveringsmøde med lærere fra de kommende 7. klasser.
Lærerne planlægger og gennemfører fælles arrangement den sidste tirsdag i skoleåret, hvor eleverne får besked om deres nye klasser. Relevante kontaktlærere for særligt udsatte elever indgår i samarbejdet og deltager i planlægning og gennemførelse af arrangementet med udgangspunkt i elevernes særlige aftaler og behov.
Overlevering af relevante oplysninger om elever mellem afgivende og modtagende lærer foregår på et møde, som placeres første mandag efter elevernes sidste skoledag.
Princippet er godkendt af den fælles skolebestyrelse for Dalgasskolen og Artium i februar 2024.
Princippet skal evalueres næste gang i foråret 2026.