Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alkoholpolitik

Alkoholpolitik gældende for Artium Skole

Vedtaget i MED januar 2026

 

 

Alkoholpolitikken gælder alle, der kommer på skolen, det vil sige ansatte, elever, forældre, brugere af lokaler, samarbejdspartnere, gæster herunder tilskuere m.m.

 

Af hensyn til arbejdets kvalitet og skolens image over for elever, forældre og offentlighed kan medarbejdere ved Artium Skole normalt ikke indtage alkohol i arbejdstiden. Undtaget fra denne hovedregel er dog receptioner, personalefester eller andre fælles lejligheder, hvor der serveres alkohol. Der skal altid være adgang til alkoholfrie drikke.

 

En medarbejder, som erkender at være på vej ind i et alkoholproblem, kan gennem sin faglige organisation eller gennem ledelsen søge hjælp og vejledning.

 

Det er en kollegial pligt at gribe ind i tide ved at gå direkte til medarbejderen eller ledelsen, hvis man vurderer, at en medarbejder har et alkoholproblem.

 

Hvis ledelsen vurderer, at en medarbejder har et alkoholproblem, forelægges denne vurdering for medarbejderen med henblik på at afdække problemet og fastlægge en handlingsplan. Det er meget vigtigt, at en alkoholpolitik sigter på at bevare ansættelsesforholdet, men ved gentagne brud på alkoholpolitikken kan det føre til påbud – tjenstlige samtale – og i sidste ende afskedigelse.

 

Ledelsen og/eller den faglige organisation kan bistå med at undersøge hjælpe-muligheder hos den faglige organisation, forsikringsordninger, pensionskasse/-ordning eller i det offentlige system. Ledelsen udarbejder sammen med den pågældende medarbejder og en evt. bisidder, hvis medarbejderen ønsker det, en handlingsplan, som indebærer vejledning og eventuel behandling. Ledelsen er indstillet på at yde medarbejderen den tilstrækkelige frihed til en eventuel behandling. En aftale om en sådan handlingsplan er bindende for begge parter.

 

Alle henvendelser, forhandlinger og undersøgelser vedrørende alkoholproblemer behandles med diskretion.

 

Skulle en forælder eller andre dukke op på skolen under tydelig påvirkning af alkohol, medicin eller andre rusmidler vil personalet bede vedkommende forlade skolen.

 

Alkoholpolitik ved afhentning af børn på skolen

 

Det accepteres ikke, at børn afhentes af berusede personer.

Skulle det alligevel forekomme, vil personen blive konfronteret med det.

 

Personalet vil gøre følgende:

  • Sikre sig, at der ikke køres bil.
  • Sikre sig, at der er andre i hjemmet til at tage sig af barnet.
  • Måske rekvirere en taxa til transporten hjem.
  • Kontakte politiet, hvis personen alligevel kører.

 

Hvis elever indtager alkohol på skolen eller møder berusede op, vil forældrene straks blive kontaktet og skal tage barnet med hjem. 

Dette er også gældende på 9. årgangs sidste skoledag. Når 9. årgang forlader skolen den dag har skolen ikke ansvar for deres indtagelse af alkohol. Ansatte fra skolen, der besøger eleverne i de mere frie og festlige rammer er også i den situation kommunalt ansatte med underretningspligt.